Grundejerforeningen EGEBJERGLUND-SYD
 

Vil du have teksten læst op? En "oplæser" kan hentes her.

Startside
Bestyrelsen
Naboskab
Sneordningen
Generalforsamlingen
Vedtægter
Beboerannoncer
Historie
Billeder
Links
EjendomsmæglerFAQs

Grundejerforeningen Egebjerglund-Syd                                                           

www.egebjerglund-syd.dk

 

 

 

Referat af generalforsamlingen den 30. marts 2006

 

Ca. 30 medlemmer var mødt frem til generalforsamlingen.

 

Ad 1                      Valg af dirigent

 

Finn Jappe blev valgt og startede med at erklære generalforsamlingen for lovligt indvarslet og beslutningsdygtig. Han konstaterede, at materialet var omdelt og annonceret i overensstemmelse med foreningens vedtægter.

 

Ad 2                      Formandens beretning

                     

Se vedlagte bilag.

 

Der blev efterfølgende udvekslet synspunkter vedrørende støjen fra Ring IV, hvor Vejdirektoratet netop i dag har svaret foreningen, at Egebjerg ikke efter de anvendte prioriteringskriterier (bl.a. støjniveau og antal ejendomme med betydelige gener) ikke er placeret højt nok til at komme i betragtning til at få fremskyndet pålægningen af den nye støjdæmpende asfalt. Det forventes at ske i 2008.

 

Bestyrelsen blev opfordret til fortsat at presse på for at få det fremskyndet.

 

På en forespørgsel om baggrundene for etablering af den ”mærkelige” rundkørsel ved Netto blev oplyst, at den tidligere udformning af krydset havde givet anledning til tvivl om hvem, der havde vigepligt, og derfor havde forårsaget en del uheld.

 

Formandens beretning blev herefter godkendt.   

 

Ad 3                      Fremlæggelse af regnskab for 2005

 

Kassereren fremlagde regnskabet og nævnte herunder, at overgangen til opkrævning via Netbank som bekendt ikke er forløbet gnidningsfrit. Det har krævet noget benarbejde, at få sat afsender på alle indbetalinger og få rykket restanterne. Der er d.d. ingen restanter og opfordringen fra generalforsamlingen i 2005 er således fuldt ud efterlevet. Han redegjorde for nogle enkeltposter og nævnte bl.a. en nylig vedtagen forhøjelse af bidraget til Fælleshuset samt at udgifterne til sneordningen har været betydelige i denne vinter. I budgettet for 2006 er der afsat mere til sneordningen, men der er allerede brugt flere midler end afsat i budgettet, som opererer med et driftsunderskud.

 

Bestyrelsen finder dog, at foreningens formue kan dække bl.a. de af vejret forårsagede udsving i udgifterne, og i henhold til vedtagelsen på generalforsamlingen i 2005 vil eventuelle udgifter i anledning af foreningens 60-års fødselsdag i år blive nedprioriteret under hensyn til bl.a. udgifter til sneordningen. Der foreslås derfor uændret kontingent.

 

Regnskabet blev herefter godkendt. 

 

Ad 4                      Forslag fra bestyrelsen og medlemmer

 

Der forelå tre forslag, der alle kan ses på www.egebjerglund-syd.dk :

 

1)      Vedr. rydning af fortove for sne og is.

Et medlem havde – i tre begrundede underpunkter/forslag - foreslået nogle væsentlige forbedringer af sneordningen, i det mindste således at der bliver sikre skoleveje. Bestyrelsen oplyste, at erfaringer fra andre grundejerforeninger tyder på, at forslaget i gennemsnit vil koste 300 kr. årligt pr. medlem, hvor gennemsnitsudgiften pr. år i dag vel er omkring 100 kr.

Traditionen tro gav sneordningen herefter anledning til en lang og livlig debat og udveksling af forskellige alternative ideer og forslag.

Ved efterfølgende afstemning blev de to konkret formulerede forslag til forbedringer af sneordninger forkastet. Det tredje forslag om anvendelse af foreningens formue til forbedringer blev vedtaget, og formanden tilkendegav, at bestyrelsen på grundlag af debatten på generalforsamlingen vil arbejde videre med følgende i fornødent samarbejde med Aagesdal, som vi har fælles sneordning med:

·        Der anskaffes fornødent udstyr til snemaskinen med henblik på at foretage saltning i forbindelse med snerydningerne næste sæson. Der vil eventuelt blive mulighed for, at den enkelte grundejer kan bede sig fritaget for saltning ved tydelig skiltning herom.

·        Der omdeles en seddel til alle medlemmerne, hvori ordningen beskrives, og det præciseres, at ordningen ikke fritager den enkelte grundejer for pligten til at renholde fortovene, sommer og vinter.

·        Dette kan suppleres med et tilsyn og eventuel fornøden påtale i henhold til foreningens vedtægter (§3, ” b) at sørge for ordenens overholdelse og påtale, at parcellerne og fortovene renholdes”.

Formanden opfordrede til, at andre end bestyrelsen bidrager til en debat i Egebjergbladet om rene og sikre fortove.

 

2)      Forslag om at arbejde for indførelse af hastighedsbegrænsning på 40 km/t.

Der har gennem årene været forsøgt gennemført forskellige initiativer for at sikre områdets børn i trafikken, men en iværksættelse er oftest strandet på krav fra kommunen.  Denne har imidlertid nu vedtaget en handlingsplan for trafiksikkerhed (se evt. http://www.ballerup.dk/get/7025.html ) og vil i år udforme en række konkrete muligheder til forbedring af trafiksikkerheden.

Også her fulgte generalforsamlingen traditionen om en livlig meningsudveksling.

Forslaget om, at bestyrelsen i fornødent samarbejde med GF Aagesdal følger den videre udvikling med henblik på eventuelt at fremsætte et konkret forslag, blev herefter vedtaget.

 

3)  Forslag om at drøfte interessen for udvikling af principper for Godt naboskab.

Der fremkom nogle konkrete forslag til indholdet i sådanne principper:

·        Opbevaring af byggematerialer på fortov i længere tid bør undgås (og kræver i øvrigt forudgående tilladelse fra kommunen).

·        Vi affyrer kun fyrværkeri i de perioder, hvor dette er lovligt

·        Vi hjælper hinanden og holder bl.a. øje med naboernes huse, når denne ikke er hjemme.

Der var delte meninger om, hvorvidt sådanne principper vil få nogen virkning i praksis, men forslaget blev vedtaget.

Medlemmerne opfordres til at fremsende ideer og forslag til indholdet af sådanne principper til bestyrelsen. Disse vil løbende blive gengivet på hjemmesiden (se evt. http://www.egebjerglund-syd.dk/Generalforsamlingen/Godt_naboskab.htm ). Bestyrelsen vil så fremkomme med et konkret forslag til videre drøftelse blandt medlemmerne.

 

Ad 5                      Fastsættelse af kontingent

                      Bestyrelsens forslag om uændret kontingent, 200 kr./år blev vedtaget.

 

Ad 6                      Valg

                      Kasserer: Thomas Seeberg, Pæremosevej 9, (genvalg).

To bestyrelsesmedlemmer: Rico Schiller, Pæremosevej 5, (nyvalg)

Jørn Ishøi, Egebjergvej 102 (genvalg)

To bestyrelsessuppleanter: Niels H. Damgaard, Torsagervej 3, (genvalg).

Kjeld Guldbrandsen, Torsagervej 9 (genvalg).

                      En revisor:                              Jørn Steen Nielsen, Rydtoften 32, (genvalg).

                      En revisorsuppleant:                       Knud Nutzhorn, Pæremosevej 15 (genvalg).

 

Ad 7                      Eventuelt

 

Der var ikke emner til behandling under dette punkt.

 

 

 

 

___________________________                                                            _________________________

          Finn Jappe, dirigent                                                                                            Henrik Jensen, referent

Grundejerforeningen Egebjerglund SYD • Pæremosevej 9 • 2750 Ballerup