|
Vil du have en mere
udskriftsvenlig udgave,
så klik her.
Vedtægter for Grundejerforeningen "EGEBJERGLUND-SYD"
§ 1
Stk. 1 Foreningens navn er
Grundejerforeningen Egebjerglund-Syd. Dens hjemsted er Ballerup kommune,
og dens værneting er Ballerup retskreds.
MEDLEMSKAB
§ 2
Stk. 1 Enhver der ved slutseddel,
skøde eller ved enhver anden form for adkomsterhvervelse er eller bliver
ejer af en parcel solgt efter 1. august 1940 og udstykket fra
Egebjerglund matr. nr. 15b, 19c og 28a Karens Minde m.fl. Ballerup by og
sogn, er pligtigt medlem af grundejerforeningen.
Desuden kan ejere af andre parceller,
der er beliggende i foreningens område, blive medlemmer af foreningen.
Stk. 2 Hver parcel har én stemme.
Et medlem kan give en anden fuldmagt til at stemme for sig. Dog kan
ingen møde med mere end én fuldmagt. Medlemmer, der er i restance ud
over 3 måneder fra forfaldsdagen, har ikke stemmeret på foreningens
generalforsamlinger.
Stk. 3 Når en grundejer afstår sin
parcel, er han/hun ophørt med at være medlem af foreningen Grundejeren
eller andre i dennes sted kan ikke gøre noget krav gældende over for
foreningen, ej heller på andel i dens formuer eller forudbetalt
kontingent eller bidrag. En ny ejer indtræder straks i den gamle ejers
rettigheder og forpligtelser. Eventuel gæld til foreningen hæfter den
til enhver tid værende ejer for. Ejerskifte eller bopælsforandring skal
anmeldes til formand eller kasserer.
FORENINGENS FORMÅL
§ 3
Stk. 1 Foreningens formål er:
- a) at varetage
medlemmernes interesser med hensyn til forsyningsledninger som
f.eks. el og vand samt vej- og kloakanlæg,vejbelysning m.m.
- b) at sørge for ordenens
overholdelse og påtale, at parcellerne og fortovene renholdes,
- c) at formidle medlemmernes
interesser i øvrige anliggender, der normalt falder ind under en
grundejerforenings virkefelt, eller som er vedtaget af foreningens
generalforsamling.
FORENINGENS DRIFT
§4
Foreningens anliggender varetages af
generalforsamlingen og af bestyrelsen til dagligt.
GENERALFORSAMLING
§5
Stk. 1 Ordinær generalforsamling
afholdes inden udgangen af marts måned. Dagsordenen og årsregnskabet
sendes til medlemmerne sammen med indbydelsen til generalforsamlingen
senest 3 uger inden dennes afholdelse. Med indbydelsen skal følge de
nedenfor under pkt. 5 nævnte forslag fra bestyrelsen.
Stk. 2 Dagsorden skal i alle
tilfælde indeholde følgende:
- Valg af dirigent
- Formandens beretning
- Fremlæggelse af det
reviderede regnskab fra det foregående regnskabsår til
godkendelse eller anden beslutning
- Fastsættelse af kontingent
og evt. bidrag
- Forslag fra bestyrelsen og
medlemmerne
- Valg af
bestyrelsesmedlemmer, 2 suppleanter, 1 revisor og 1 revisorsuppleant
- Eventuelt
Stk. 3 Forslag fra medlemmer til
behandling og eventuelt vedtagelse på en ordinær generalforsamling må
være indgivet til bestyrelsen senest 14 dage før generalforsamlingens
afholdelse for at kunne behandles og vedtages.
Bestyrelsen afgør om indkomne forslag
skal fremsendes til medlemmerne inden generalforsamlingen.
I sager behandlet under Eventuelt kan
afstemning eller endelig afgørelse ikke finde sted.
Generalforsamlingen fastsætter et
rimeligt arbejdsvederlag til bestyrelsen.
Stk. 4 Ekstraordinær
generalforsamling afholdes så ofte, bestyrelsen finder det fornødent,
eller når mindst 33 % af medlemmerne skriftligt fremsætter ønske herom
til bestyrelsen med angivelse af forhandlingsemne. Ekstraordinær
generalforsamling skal indvarsles med 8 dages varsel og senest 3 uger
efter derom fremsat begæring. Indkaldelse til en ekstraordinær
generalforsamling skal indeholde forhandlingsemnet.
Stk. 5 Generalforsamlingen er
foreningens højeste myndighed, og hvor intet andet er bestemt i lovene
afgør generalforsamlingen de forelagte sager ved almindeligt
stemmeflertal. Dog kan vedtægterne ikke ændres, med mindre 2/3 af de
fremmødte stemmer derfor.
Stemmeafgivning foregår ved
håndsoprækning. Dog skal skriftlig afstemning finde sted, hvis 1/5 af de
fremmødte medlemmer eller bestyrelsen forlanger det.
Der skrives et beslutningsreferat fra
generalforsamlingen. Referatet underskrives af dirigenten og referenten.
Referatet har derefter fuld beviskraft i enhver henseende.
BESTYRELSEN
§ 6
Stk.1 Foreningen ledes af en
bestyrelse på 5 medlemmer, nemlig formand, kasserer og 3 repræsentanter.
Formanden og kassereren vælges særskilt til disse hverv ved simpelt
stemmeflertal.
Bestyrelsen vælges på den ordinære
generalforsamling for 2 år ad gangen, på de ulige årstal afgår formanden
og 1 repræsentant, og på de lige årstal afgår kassereren og 2
repræsentanter.
Generalforsamlingen vælger hvert år 2
suppleanter til bestyrelsen. En suppleant kan kun fungere som
bestyrelsesmedlem indtil førstkommende generalforsamling.
§ 7
Bestyrelsen repræsenterer foreningen
som sådan og leder og bestyrer dens anliggender, herunder dens formue.
Bestyrelsens medlemmer forpligter foreningen på gyldig måde og med
bindende virkning ved deres underskrift, 2 i forening, hvoriblandt
formanden og i dennes forfald næstformanden. Ved almindelige
ekspeditioner underskriver formanden alene på bestyrelsens vegne.
Bestyrelsen foretager de
dispositioner, som er nævnt i § 3, hvorfor bestyrelsen, hvis et medlem
efter bestyrelsens skøn tilsidesætter sin renholdelses- og
vedligeholdelsespligt efter et passende varsel til medlemmet, kan lade
disse arbejder udføre for medlemmets regning.
§ 8
Stk. 1 Bestyrelsen vælger af sin
midte en næstformand, som træder i stedet for den valgte formand, når
denne er forhindret, og en sekretær. Bestyrelsen holder møde så ofte
formanden eller 2 medlemmer af bestyrelsen finder det påkrævet.
Bestyrelsen er beslutningsdygtig når mindst 3 medlemmer herunder
formanden og/eller næstformanden er tilstede. I tilfælde af stemmelighed
er formandens stemme afgørende.
Bestyrelsen nedsætter om fornødent
arbejdsudvalg.
Udebliver et bestyrelsesmedlem ved 2
på hinanden følgende møder uden anmeldt forfald, betragtes vedkommende
som udtrådt af bestyrelsen, som herefter supplerer sig med den ene af de
valgte suppleanter. Udtræder endnu et valgt medlem eller suppleanten,
indtræder den anden valgte suppleant.
Stk. 2 Sekretæren skriver referat
fra bestyrelsesmøder og tilsvarende aktiviteter, og referaterne
godkendes af mødets deltagere.
Kassereren fører kasseregnskabet og
modtager alle indbetalinger og foretager alle udbetalinger i henhold til
de af generalforsamlingen eller bestyrelsen trufne beslutninger.
Udbetaling af beløb herudover må forinden attesteres af formanden. Ved
årsafslutningen udarbejder kassereren et udkast til årsregnskab, der
forelægges revisorerne.
Det reviderede regnskab underskrives
af bestyrelsen og revisorerne og forelægges generalforsamlingen til
godkendelse jvf. § 5, stk. 3.
REGNSKAB OG
MEDLEMSBIDRAG
§ 9
Foreningens regnskabsår er 1. januar
til 31. december.
§ 10.
Generalforsamlingen fastsætter
størrelsen af medlemmernes bidrag til foreningens administration og de
andre udgifter, som der i medfør af § 3, påhviler foreningen at afholde.
Bidraget forfalder til betaling hvert års l. april for det forløbne år
og betales portofrit for foreningen inden april måneds udgang. Såfremt
et medlem undlader at betale noget lovligt pålagt bidrag rettidigt, kan
foreningen overgive bidraget til retslig inkasso skadeløst for
foreningen.
§ 11
Foreningens regnskaber revideres af 2
revisorer, hvoraf den ene vælges samtidig med formanden og den anden
samtidig med kassereren. Revisorerne er pligtige til at gennemgå
foreningens regnskaber kritisk og efterse, at foreningens beholdning er
til stede, og de har når som helst ret til at efterse kassebeholdningen
og regnskabsføringen med bilag.
Vedtaget på generalforsamlingen
5.5.1971.
Enkelte ændringer vedtaget på
generalforsamlinger 22.5.1979 og 11.5.1989.
Ændret ved generalforsamlingen den
25.3.2004
|