Naboskab
Anbefalinger om godt naboskab
Anbefalinger er udformet efter beslutning på generalforsamlingen i 2006 og en efterfølgende debat blandt medlemmerne.
Anbefalingerne blev vedtaget på generalforsamlingen i 2007.
Det fremhæves, at anbefalingerne skal ses i forhold til tilbagevendende rutinehandlinger på matriklen, og derfor ikke omfatter ekstraordinære forhold.
Debatten kan læses forneden.
Hæk og træer
Vi vil bevare indtrykket af et parcelhus-kvarter.
Vi holder derfor normalt vore hæk og træer nede ved beskæring, inden de bliver for store
og til væsentlig gene for naboerne.
Nabohjælp
Vi opfordre alle til at tilmelde sig til NABOHJÆLP!
Men vi har jo for lang tid siden besluttet nedenstående:
- Vi holder øje med naboernes ejendom, når de er bortrejst.
- Vi slår eventuelt græsplænen eller rydder indkørslen for sne, så der ikke ser ubeboet ud.
- Vi hjælper hinanden, når det ønskes, f.eks. under ferie og sygdom.
- Vi advarer hinanden om usædvanlige forhold, som f.eks. indbrud, eller usædvanlig/mistænkelig trafik af ukendte personer; bl.a. ved at sørge for at det kommer på foreningens hjemmeside.
Skriv til post@egebjerglund-syd.dk
Eller ring til Formanden. Så kommer det på hjemmesiden.
Støjende maskiner
Vi anvender normalt kun motoriserede
haveværktøjer og støjende maskiner m.m. i følgende tidsrum:
Mandag - Fredag: 08:00 - 18:00
Lørdag - Søndag: 10:00 - 16:00
En undtagelse kan f.eks. være, at det har regnet i weekenden til ud på søndag eftermiddag.
Hvor meget må man støje se her.
Fest og fyrværkeri
Vi underretter normalt naboerne, når vi har planer om at holde fester med f.eks. musik til langt ud på natten.
Vi affyrer kun fyrværkeri i den periode, det er tilladt.
Se reglerne her for fyrværkeri
Husdyr
Vi tilstræber, at vore husdyr generer naboerne mindst muligt med hensyn til f.eks. gøen og efterladenskaber.
Vi fjerner straks vore dyrs efterladenskaber uden for egen grund, herunder fra offentlige arealer som vej og fortov
Fortove og veje
Vi overholder kommunens regler om renholdelse af fortove med mere.
Om sommeren fjernelse af ukrudt, fejning, klipning af hæk og grene, m.m.
Vi efterlader ikke affald på fortovene.
Farligt eller generende affald fjerner vi starks.
Om vinteren foretager vi snerydning og grusning/saltning.
Vi opbevarer ikke byggematerialer på fortov i længere tid.
(det kræver i øvrigt tilladelse fra kommunen).
Hunde-efterladenskaber er omfattet heraf;
Men det bør være undtagelsen, at en hundeejer ikke rydder op efter sin egen hund.
Foreningens sneordning fritager ikke grundejeren for ansvaret.
Trafik og parkering
Vi undgår at parkere biler på fortovet således, at f.eks. en barnevogn ikke kan passere på fortovet.
Vi parkerer bilerne ”forskudt”, således at de parkerede biler medvirker til at dæmpe hastigheden på vejen.
Vi kører hensynsfuldt og forsøger at påvirke andre til at gøre det samme, så f.eks. hurtig og støjende knallertkørsel undgås i området.
Ulovlig parkering kan anmeldes til 3954 1448.
Støjgener på offentlig vej henhører under politiet, jf. Politibekendtgørelsen, og kan anmeldes på ovenstående telefonnummer.
Vi hjælper hinanden - og kommunen - med at fjerne affald, især det, der kan være til fare eller gene for os selv og andre trafikanter, fra vejen.
Renholdelse af vejene er helt klart kommunens ansvar, men en hyppig renholdelse af alle veje er i sagens natur umulig.
Affaldsbeholdere
Vi placerer affaldsbeholderne helt inde i siden, således at fortovet friholdes; og vi tager beholderne ind igen snarest muligt.
Barnevogne skal kunne pacere uhindret.
Affaldsbeholderne kan om vinteren genere sneordningen væsentligt og endda helt umuliggøre den.
Skel og hegn
Vi viser hensyn til naboernes ønsker og taler om eventuelle ændringer
i hegn eller skel/bevoksning i og ved skel.
På de fleste grunde er følgende tinglyst:
Hegn imod Vej eller Gangsti maa kun sættes som Stakit. eller Hæk.
Hvad er et stakit? stakit — Den Danske Ordbog (ordnet.dk) eller Stakit - Wikipedia, den frie encyklopædi
Du kan se Hegnsloven her og mere om Boligejer.dk.
Begrebet hegn omfatter alt, hvad der markerer ejendomsretten og beskytter privatlivets fred.
Brændefyring
Brug din brændeovn korrekt
- Røg driver over hegnet og kan lugte, så følg Miljøministeriets brugsanvisning
Fodring af vilde dyr og fugle
Der er som udgangspunkt ingen lov, der forbyder dig at stille en madskål ud til pindsvinet eller at hænge foderkugler til fuglene i havens træer. Du må også gerne fodre musvåger med kødstykker eller lægge hø ud til flokken af rådyr.
Dog må fodringen ikke skabe tilhold for fugle eller andre omstrejfende dyr, så det medfører ulemper for dine omgivelser. Det står i bekendtgørelsen om miljøregulering af visse aktiviteter, som også giver kommunen mulighed for at gribe ind og kræve, at du retter op på problemet.
Foder tiltrækker rotter
Risikoen ved at have frit tilgængeligt foder i haven er, at omstrejfende dyr, fx rotter, måger, duer, ræve eller andre skadedyr, bliver lokket til.
Særligt rotter er et stort problem i mange byer - og enhver boligejer er forpligtet til at bidrage til bekæmpelsen af den sultne gnaver.
Du har pligt til at holde din ejendom rottesikker
Udover, at du har pligt til straks at anmelde det til kommunen, hvis du ser en rotte, så skal du ifølge bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter også sørge for at rottesikre og renholde din ejendom, så rotter har begrænsede levemuligheder.
Denne regel risikerer du altså også at bryde, hvis du fodrer vilde dyr i haven.
Det siger loven
Bekendtgørelse om miljøregulering af visse aktiviteter
§ 14
"Ingen må ved udlægning af foder eller på anden måde skabe tilhold for fugle eller andre omstrejfende dyr, når dette medfører ulemper for omgivelserne."
§ 15
"Kommunalbestyrelsen kan påbyde, at der træffes de nødvendige foranstaltninger til udryddelse af skadedyr af hensyn til at undgå eller begrænse ulemper, uhygiejniske forhold og lignende."
Bekendtgørelse om forebyggelse og bekæmpelse af rotter
§ 2
"Enhver, der konstaterer forekomst af rotter, er ansvarlig for, at dette straks anmeldes til kommunalbestyrelsen."
§ 3
"Grundejere skal rottesikre og renholde deres ejendomme herunder brønde og stikledninger således, at rotters levemuligheder på ejendommene begrænses mest muligt."
Parkering af biler på vores veje
Jeg vil godt komme med tillæg til hvad der allerede er kommenteret mht. parkering af biler på vores veje, hvor jeg synes, der skal tages mere hensyn til folks ind- og udkørseler.
Det er bl.a.uheldigt, hvis der bliver parkeret lige ud for ens udkørsel på modsatte side. Dette begrænser manøvre- mulighederne og er et irriationsmoment i hverdagen, når man har travlt med at komme afsted om morgenen.
Ligeledes bør man heller ikke parkere lige op til en udkørsel på samme side, da dette giver dårligt udsyn. Hvis begge punkterne er opfyldt er der rigtig mulighed for kollisioner, da man så er nødt til at bakke langsomt ud og håbe på det bedste...(jeg har i min tid i området oplevet mindst 3 mindre uheld, dog ikke personligt..endnu).
Har en husstand 2-3 biler og skal man absolut (langtids-) parkere langs fortovet og hækken bør man holde sig til sin egen hæk og fortov.
Måske kunne der også opstilles nogle regler for "ekstern parkering", fx er der parkeret mange biler på Lerholmvej ved udkørslen til Syvendehusvej. Dette giver synes jeg nogle farlige situationer grundet dårlig udsyn fx når man kører ind på Lerholmvej).
Det ser ud til primært at være beboerne fra de flade huse på den anden side af Syvendehusvej.
Navnet kendt af bestyrelsen
18.10.06